top of page
Logo-lang-web.jpg

NORDLYS

Et interview om betydningen af det gode lys og nordisk æstetik. Mød Charlotte Storm.

Hvad er godt lys for dig?

»Godt lys for mig er humant lys - det vil sige lys, der er godt for mennesker at opholde sig i. Humant lys er i sin definition blændfrit, klart og roligt. Det gode lys er med til at skabe et rum, hvor vi har det rart; det samler et rum og gør det smukt. Det gør, at rummet føles rart og trygt.

På den lidt nørdede side har humant lys en høj farvegengivelse og en farvetemperatur på 2700 kelvin«.

Hvordan begyndte du at interessere dig for lys?

»Lys betyder liv - det lærte jeg tidligt i mit liv, som barn af en forælder med tunge vinterdepressioner. Den lange mørke vinter var svær at komme igennem, men med foråret og lyset kom glæden ved livet tilbage.

Godt lys giver mere liv. Derfor har jeg altid haft fokus på, hvad godt lys er - det er dagslys, det er solen, der giver trivsel og energi til os mennesker. I de mørke timer, er det godt, klart og roligt kunstlys, vi har brug for i vore stuer og på vores arbejdspladser. Men lys er ikke bare lys, det ser og mærker man overalt - så derfor er jeg meget taknemmelig over at have lært det humane lys’ mester, lysarkitekten Asger Bay Christiansen, at kende, og for at have fået muligheden for at "gå til lys” hos ham. Det er en meget stor gave at få, og jeg deler gerne ud af den til dem, der vil modtage«.

Hvad har din vej med indretning været?

»Vi ser forskellige ting og mærker forskellige stemninger, vi prioriterer forskelligt, og vi har forskellige værdier - men med ganske få og simple virkemidler, kan et rum blive rart at opholde sig i – det synes jeg er fascinerende. Et rum, der er rart at være i, danner rammer om de gode samtaler, de gode fester og lykkelige stunder, og det er det, jeg bestræber mig på at kunne; at få et rum til at blive den bedste udgave af sig selv«.

Du taler om simple virkemidler for at gøre et rum rart at være i - vil du prøve at nævne nogle?

»Som grundtanke arbejder jeg ud fra de fem elementer i Feng Shui, men ellers er mine redskaber jo mine små hemmeligheder.  Godt lys er én af de aller vigtigste faktorer i at skabe et rum, der er rart at være i. Det gælder både med hensyn til vinduer, så dagslyset kan komme indenfor, og for valget af det helt rigtige indendørslys. Der skal være noget for alle sanser - og her er det vigtigt at tage udgangspunkt i, hvad rummet skal bruges til«.

Du er tydeligt inspireret af de nordiske tendenser og det, man måske kunne kalde den skandinaviske forståelse af stil og mode. Hvad er det ved nordens kendetegn, der taler til dig?

»Først og fremmest har jeg lyst til at sige, at jeg ikke føler, jeg følger nogen trend eller tendenser. Jeg er ligeglad med, om noget er moderne eller ej. Det, der betyder noget for mig, er om jeg kan mærke sjælen i de ting, jeg omgiver mig med. Om de pirrer min nysgerrighed eller får mig til at slappe af og have det godt. En god historie og personlighed er langt vigtigere for mig, end mode.

Når det er sagt, har du ret i, at den nordiske stil, med sine rene farver og linjer, tiltaler mig meget - og selvfølgelig naturen, som omgiver os, hvor den nordiske designtradition blandt andet kommer fra. Den indeholder både stor kraft og autencitet, og det kan jeg godt lide. Og så har det også meget at sige, at lyset her i norden kan noget helt særligt«.

Det er svært at komme udenom din æstetiske sans. Vil du prøve at sige lidt om, hvor den kommer fra?

»Det er svært at sige, hvor den kommer fra. Jeg tror, at den altid har været der, som noget grundlæggende i mig. Jeg har altid været meget tiltrukket af det enkle, tilsat et personligt twist. Jeg er ikke til blonder, flæser og frynser; det forstyrrer billedet. For mig opstår æstetik gennem det ærlige og originale. Fx synes jeg, det er sjovt at bruge ting på andre måder og til andre formål, end det, de oprindelig var tiltænkt. Det skaber noget interessant.

Én af mine helt store kilder til inspiration i den retning er interiør og blomster kunstner Tage Andersen. Jeg elsker hans originalitet og kreativitet, og evnen til at skabe overraskende og interessante opsætninger.

Når jeg tænker nærmere over det, tror jeg, at min måde at anskue æstetik på, kommer fra en kombination af min opvækst i København - det kreative, og skæve - og min store kærlighed til den rå, bornholmske natur, hvor jeg har min hverdag nu. Essensen af de to forskellige steder, er det, der udgør fundamentet i den måde, jeg tænker og skaber æstetik på.«

bottom of page